• Efter stor optur: Nu dykker Bavarian Nordic-aktien stort

    来源: BDK Finans / 21 8月 2024 06:10:50   America/New_York

    Bavarian Nordic-aktien falder på børsen her til morgen. I skrivende stund lyder kursen på 253, hvilket er et fald på cirka seks procent i forhold til gårsdagens lukkekurs. I sidste uge steg aktien stort, fordi Bavarian Nordic er et af få selskaber, som har en vaccine mod sygdommen mpox, som lige nu spreder sig hastigt, særligt i Afrika. Lars Hytting, aktiechef hos Artha Kapital, kaldte Bavarian Nordic for »en meget risikofyldt aktie«, som er meget præget og påvirket af nyhedsbilledet og udviklingen med mpox. I forbindelse med stigningerne sagde han, at udviklingen hurtigt kunne vende, hvis sygdommen eksempelvis ikke spreder sig. Dagens fald sker efter massive kursstigninger i sidste uge, hvor det danske selskab blev sidste uges højdespringer på børsen. Aktien er dog stadig oppe med cirka 40 procent sammenlignet med begyndelsen af august, hvor den blev handlet til omkring kurs 180. Stigningerne skyldes udbruddet af sygdommen mpox, som har spredt sig hastigt i afrikanske lande, og som også er kommet til Norden. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret spredningen for en globalsundhedskrise, mens Statens Serum Institut (SSI) har kaldt udviklingen i Afrika »bekymrende«. Kan møde konkurrence fra verdens største vaccineproducent SSIs vurdering fra sidste uge handlede imidlertid også om, at man som dansker ikke skal bekymre sig, fordi der er »meget lille risiko for den almindelige befolkning herhjemme«. WHO har også understreget, at der ikke er tale om en covid-19-lignende krise, fordi mpox, så vidt vides, primært smitter gennem hud til hud-kontakt med mpox-læsioner. Bavarian har hidtil været de eneste, som har en godkendt vaccine mod sygdommen, hvilket kan forklare aktiens store kursstigninger. Men muligvis er der konkurrence på vej. Serum Institute of India, som er verdens største vaccineproducent målt på antallet af solgte doser, »arbejder på at udvikle« en mpox-vaccine, har selskabets administrerende direktør, Adar Poonawalla, meddelt ifølge flere medier, herunder Bloomberg. Dermed ikke sagt, at dette med sikkerhed er hovedforklaringen på dagens kursfald. Det indiske seruminstitut er ikke i mål. »Forhåbentlig vil vi have flere opdateringer og positive nyheder at dele inden for et års tid,« lyder det fra direktøren ifølge The Times of India. https://www.berlingske.dk/aktier/efter-stor-optur-nu-dykker-bavarian-nordic-aktien-stort
分享